CUPRA viser sin første elbil på IAA Frankfurt 2019

Konceptbilen CUPRA Tavascan er en SUV-coupé med sofistikeret design, to elmotorer, 306 hk og en rækkevidde på op til 450 km.

 

CUPRA fortsætter omstillingen fra konventionelle til elektriske drivlinjer, hvor mærkets high performance-DNA bliver kombineret med topmoderne teknologi og et udtryksfuldt design. Tidligere på året afslørede CUPRA plug-in-hybridbilen Formentor, og nu viser CUPRA sin første 100 % elektriske bil til gadebrug i form af konceptbilen CUPRA Tavascan.

“Foruden CUPRA Formentor, som bliver lanceret næste år sammen med to andre højtydende plug-in-hybridmodeller, har vi allerede bevist vores teknologiske evner ved at udvikle verdens første 100 % eldrevne touring-bil – CUPRA e-Racer. Med præsentationen af den komplet eldrevne konceptbil CUPRA Tavascan viderefører vi den vision til vejene,” siger Wayne Griffiths, som er administrerende direktør for CUPRA.

Udvendigt design med markant CUPRA-logo

CUPRA Tavascan er opkaldt efter en landsby i Pyrenæerne, som er kendt for sin omkringliggende natur og flotte landskab. Tavascan er da også selv et smukt syn. Den kombinerer silhuetten fra en 4-dørs crossover med en SUV’s fremtoning og elegancen fra en sportslig coupé.

Frontens design fremhæver den elektriske personlighed med et iøjnefaldende, oplyst CUPRA-logo, og luftindtagene er med til både at afkøle batteripakken og lede luftstrømmene over karrosseriet. Apropos luftstrømme rummer de muskuløse hjulkasser 22” alufælge i turbinedesign, så Tavascan ruller med minimal luftmodstand, ligesom en diffuser bagest forbedrer aerodynamikken.

Det elegante baglys med integreret CUPRA-logo strækker sig over hele bilens bredde, og en lakering med flydende metaleffekt, kulfiber med farve-på-farve-effekt og elegante kobberdetaljer fuldender det udtryksfulde look.

Kabine med perfekt balance

Konceptbilens emotionelle linjer går igen i kabinen, hvor materiale- og teknologikoncepter skaber en kabine med perfekt balance mellem førerorienteret indretning og komfort for passagererne.

LED-ambientebelysningen byder velkommen, når man åbner dørene til den luftige kabine, som kombinerer læder i kontrastfarver, kulfiber og Alcantara®. De skålformede sæder med skulpturelt 3D-læder byder på form og funktion samt komfort og sikkerhed, mens det vingeformede instrumentpanel flyder langs den forreste del af kabinen.

Bag rattet er føreren i centrum med udsyn til en 12,3” digital instrumentenhed, der leverer alle de nødvendige informationer og suppleres af et 13” infotainmentdisplay. Den største skærm kan ændre fokus mod passagersiden, når det er ønsket, mens højttalere integreret i de skålformede sæder og smartphoneopkobling sikrer oplevelsen for alle i kabinen.

306 hk og 450 km rækkevidde

CUPRA Tavascan leverer præstationer, dynamik og køreegenskaber i tråd med kundernes krav.Bilens markante udvendige design skjuler en elektrisk drivlinje, som kombinerer køreglæde med støjsvaghed og effektivitet.

To elmotorer – en på forakslen og en på bagakslen – leverer en samlet ydelse på 306 hk til alle fire hjul, så præstationerne er sikret. CUPRA Tavascan klarer sprinten fra 0-100 km/t. på under 6,5 sek.

Men hastighed er kun en del af præstationerne. Konceptbilen er udstyret med en 77 kWh litium-ion-batteripakke, som giver en rækkevidde på op til 450 km (WLTP). CUPRA Tavascan er baseret på MEB-platformen fra Volkswagen Group, og batteripakkens placering i bilens bund giver et lavt tyngdepunkt, så køreoplevelsen bliver særdeles dynamisk.

Den eldrevne konceptbil CUPRA Tavascan er udviklet af CUPRA og konstrueret til fremtiden. Den får verdenspremiere på dette års internationale biludstilling i Frankfurt.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk